15. December 2020

En sidste aften med ambassadørerne

2020 sidste aften_web

I september fik vores ambassadører besked om, at Inspiring Denmark lukker i løbet af 2021. Vi sætter stor pris på ambassadørkorpset og havde set frem til at mødes en sidste gang og takke for deres indsats. Corona spændte ben, så vi ændrede formatet til et »live« online arrangement. Vi beholdt formen fra de fysiske ambassadørmøder med både fagligt og socialt indhold. Det skete under overskriften »Viden & Vin«, og udsendelsen blev sendt »live« fra studiet hos Schmidts Radio i Vissenbjerg på Fyn.

Viden & vin – sammen hver for sig
Onsdag den 9. december kl. 17.00 sad halvdelen af vores ambassadørkorps og de ansatte i Inspiring Denmark klar foran hver deres skærm. Vi var klar til at tilbringe en time i selskab med værten, vores direktør Birgitte Hee Olesen, en oplægsholder og en vinmand. Viden fik vi af oplægsholderen, Miguel Neves, der er virtual events producer. Han  fortalte om »hotte, hybride møder« og besvarede  spørgsmål deltagerne havde stillet ved tilmelding og undervejs i udsendelsen. Vi blev klogere og klædt fagligt på til både at deltage i hybride møder eller selv påtage os værtsrollen.

Reklameblokken mellem viden og vin var en kavalkade med et udvalg af de mange, flotte konferencebud, programmer og annonceringer, som vores dygtige grafiker, Katrine Gammelgaard Nielsen har produceret de seneste år.

For at skabe lidt hygge bag skærmene, prøvesmagte vi tre vine under kyndig vejledning af Peter Christensen fra Vestergaard Vin. Der var både en rosé fra Peters vestfynske marker udenfor Assens, samt en rødvin og en dessertvin fra Italien. Ambassadørerne blev opfordret til at deltage i selskab med partner eller en ven, så de gode oplevelser kunne deles.

Online formatet er altid »second best«, uanset om det gælder sociale aktiviteter eller faglig videndeling. Men, efter et års erfaring med virtuelle møder af mange slags har vi vænnet os til de faglige udvekslinger online. Det gælder også et spændende, fagligt oplæg om vin. Samværet om vinsmagningen er dog allersjovest, når vi er i lokale sammen.

Udsendelsen til ambassadørerne sluttede med en varm tak fra Inspiring Denmark til alle ambassadørerne for deres opbakning igennem snart 10 år.

* mød Inspiring Denmarks ambassadører