16. June 2020

Konferencer bliver udskudt i stedet for aflyst

re-run-stor

To af de internationale konferencer i Syddanmark, som Inspiring Denmark har hjulpet med, nåede at blive afholdt før Covid-19 pandemien brød ud. Efterfølgende blev meget som bekendt forandret med retningslinjer, indrejse- og forsamlings­forbud, der umuliggjorde konferencer. Af de 23 konferencer, som Inspiring Denmark i år er eller har været involveret i, er blot én blevet aflyst. Af de resterende bliver 5 af konferencerne som planlagt afholdt senere i år og de sidste 15 er blevet udskudt.

Udskydelserne har ført til, at vi lige nu befinder os i en tid, hvor detailhandel, restauranter, hoteller og konfe­rence­centre ikke har de forventede indtægter, som konferencegæsterne skulle have bidraget til. Det negative ved udskydelserne er, at de giver et „slip“, til gengæld er der udsigt til, at nogle af indtægterne kommer senere. Det positive er, at det giver værter og konferencecentre tid til at overveje, gentænke og måske ændre mødeform og forretningsmodel.

I nedenstående artikel i Fyens Stiftstidende fortæller Anders Holsgaard-Larsen, lektor i ortopædkirurgi på SDU, om ESMAC 2020-konferencen, der er udskudt til 2021. I stedet for at forholde sig passive i det år, konferencen er udskudt, har de taget initiativ og meget prisværdigt valgt at afholde en virtuel endags-konference i år. I artiklen giver Inspiring Denmarks direktør, Birgitte Hee Olesen, desuden et bud på konferencernes betydning for vækst, arbejde og forskning.

Kilde:
Fyens Stiftstidende: »Konferencerne overlever corona: bliver udskudt i stedet for aflyst«
https://fyens.dk/artikel/konferencerne-overlever-corona-bliver-udskudt-i-stedet-for-aflyst