25. June 2020

Virtuel fremvisning

virtuel fremvisning

Restriktionerne, der fulgte efter udbruddet af Covid-19, har besværliggjort fremvisning af hoteller og konferencesteder, især hvis udenlandske gæster skal deltage. Men heldigvis er besværlig ikke lig med umulig, for når møder kan være virtuelle, kan fremvisninger også.

Selve fremvisningen kan ske »live«, i 360 grader eller være optaget. Live fremvisning har været i vækst de sidste par måneder, blandt andet som erstatning for ejendomsmæglernes åbent hus-arrangementer. Fremvisninger optaget på forhånd var i forvejen meget brugt af netop ejendoms­mæglere. 360 graders teknologien er bedst kendt fra Google Street View.

Live
En live fremvisning er individuel. Den er tilpasset den aktuelle situation og der er dialog, mens den finder sted. Ulempen kan være dårlig lyd- og billedkvalitet, hvis forbindelsen ikke er god. Der kan være lidt spildtid, mens man bevæger sig rundt på lokationen. Til gengæld får man en fornemmelse for, hvordan stedet er indrettet.

360 grader
Nogle få hoteller og konferencesteder har valgt at få fotograferet deres faciliteter i 360 grader, så brugerne selv vælger, hvad de vil se og hvor de vil bevæge sig hen. Ulempen er, at det er uden lyd og forklaringer undervejs, så det er mindre personligt og informativt.

Nogle af de syddanske konferencesteder, der tilbyder360 graders fremvisning af deres mødelokaler, er Nyborg Strand, Hotel Svendborg og Messe C. De potentielle kunder bruger den virtuelle fremvisning til at få et førstehåndsindtryk, der afgør om faciliteterne lever op til deres behov og om det er interessant for dem at gå videre med.

Optaget
En optaget fremvisning i form af en video kan have en bedre lyd- og billedkvalitet, fordi den er uafhængig af forbindelsen. En video kræver redigering, hvis den skal tilpasses en given situation. Til gengæld kan man vælge at lægge undertekster på og vise grafik som oversigtskort.
Som udgangs­punkt er der ingen samtidig dialog, men flere brugere kan se fremvisningen online samtidigt og have dialog med afsenderen imens eller efter.
Videoen kan ligge offentligt, så alle kan se den. Er det en video lavet til en specifik situation, kan man sende et link til download eller uploade den til en videodelingstjeneste og vælge, at kun brugere med linket kan se den.

Større krav
Som mediebrugere er vi forvænte med rolige billeder og god lyd uden rumklang og støj. Den virtuelle fremvisning stiller krav til teknik og betjeningen af denne. I Inspiring Denmark ved vi, at der er flere hoteller og konferencesteder, der er ved at opgradere begge dele.